Det kræver en målrettet indsats, hvis vi vil vende den nedadgående dåbskurve. Derfor arbejder Helsingør Stift på en særlig temaside om dåb, der skal inspirere og lette arbejdet ude i provstierne og sognene.

Foto ABW

Dåbstallet er nedadgående, og det skal vi gøre noget ved. Vi skal gøre en indsats for nå ud til de unge voksne og turde tage dialogen med dem om, hvad dåb betyder. I foråret lancerede Helsingør Stift derfor første del af en dåbskampagne i form af et samarbejde med tre store influencere, der tilsammen har knap 280.000 følgere på Instagram.

Kommentarsporene på de tre profiler viser, at vi med samarbejdet lykkedes med at sætte dåb på dagsordenen og skabe dialog om de tanker, der ligger bag både valg og fravalg af dåb.

”Influencerkampagnen var første skridt, og med den brugte vi en ny platform til vores kommunikation, hvor vi aktivt forsøgte at komme i kontakt med de unge voksne via et medie, de benytter. Vi ville gerne skubbe kærligt til folk i forhold til at få dem til at tage stilling til dåb. Og nu arbejder vi så på næste skridt,” fortæller Christine Tind Johannessen, der er dåbskonsulent ved Helsingør Stift.

Lige nu arbejder hun nemlig sammen med stiftets kommunikationskonsulenter på at udvikle en temaside om netop dåb på Helsingør Stifts hjemmeside. Formålet med temasiden er at samle materiale, der kan inspirere og hjælpe ansatte og frivillige i stiftet med at tale om dåb.

”Temasiden skal understøtte kommunikationen hos præster, kirke- og kulturmedarbejdere, menighedsrådsmedlemmer og andre, så det bliver tydeligt, hvad dåb kan betyde i folks liv. Min oplevelse er, at kirkernes og sognenes ansatte efterspørger muligheden for at kunne hente konkret materiale i en travl hverdag, så de ikke hver for sig skal sidde og opfinde det hele. Derfor samler vi nu bearbejdet materiale, der er nemt at gå til og anvende,” lyder det fra dåbskonsulenten.

En kickstarter til samtalen
Temasiden vil fungere som en idébank, der skal tjene som inspiration og være med til at lette arbejdet ude i sognene og provstierne, og indholdet på temasiden vil være præget af helt konkrete og lavpraktiske tiltag såvel som input til dybere tanker, man kan gøre sig i samtaler med mennesker rundt omkring i stiftet. På temasiden vil der desuden være følgetekster, der kommer med forslag til, hvordan det enkelte tiltag kan bruges i praksis, så det er nemt at gå til.

Blandt andet arbejder Christine Tind Johannessen lige nu på en række dåbsvideoer, der har fokus på formidling af dåbens tradition og betydning.

”I videoerne optræder præster og dåbsforældre, og sammen er de med til at konkretisere dåben. Formålet med dåbsvideoerne er, at potentielle dåbsforældre kan spejle sig i nogle af de udsagn, der præsenteres i filmene – og i de forskellige typer af dåbsforældre. Samtidig ses og høres præsters formidling af dåb, der som “trædesten” korresponderer med dåbsforældrenes udsagn. På den måde lægger vi også op til en samtale om, hvordan dåben taler ind i vores samtidsliv,” siger hun og fortsætter:

”Videoerne afspejler mangfoldigheden i befolkningen og kommunikerer på den måde tydeligt, at dåb er for alle og ikke kun for en ”lukket klub”. Dermed kan videoerne være med til at nedbryde nogle fordomme om, hvem der får deres børn døbt og om, hvad kirken i det hele taget byder på. Det handler om at præsentere dåb på en måde, hvor man taler ind i målgruppen uden at udvande indholdet.”

Videoerne er produceret med den tanke for øje, at man ude i sognene og provstierne kan viderebringe dem på sin hjemmeside eller via sociale medier, og så kan de desuden fungere som samtalestartere i flere forskellige sammenhænge.

”Det kunne for eksempel være i forbindelse med reklame for forskellige dåbsformater som alt fra dåb ved højmesser, lørdagsdåb og drop in-dåb, til små indslag i forbindelse med babysalmesang og gravid-grupper, eller når man holder lokale infoaftener eller oplæg om, hvad dåb kan tilbyde. Videoerne skal på den måde ses som en hjælp til at understøtte både uformel og formel samtale om dåb. Et tilbud, man kan tage til sig og sætte sit eget præg på.

Det handler om at tage stilling
Selv om materialet også berører voksendåb og konfirmationsdåb, er fokus i videoerne dåb blandt de mindste, og som seer bliver man taget med ind i kirkerummet, hvor man oplever interaktionen mellem præst og dåbsforældre. De medvirkende taler om dåben som en mulighed for alle, og om dåbens tradition og betydning.

”Projektet er søsat som et forsøg på at modgå de faldende dåbstal – men også som et forsøg på at få folk til at tage stilling på vegne af deres børn, ligesom de gør med stort set alt andet i barnets tidlige liv. Med videoerne vil vi gerne formidle, at uanset om man siger ja eller nej til dåb, så er det et valg, man tager på barnets vegne,” afslutter Christine Tind Johannessen.

Udover temasiden og dåbsvideoerne er udviklingen af formater til dåbsfoldere også på tegnebrættet.

Dåbskommissionens arbejde
Der arbejdes med dåb i hele folkekirken i disse år, og der er derfor nedsat en kommission, der har til opgave at undersøge, om der er behov for at foretage ændringer i det eksisterende dåbsritual. Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen er formand for dåbskommissionen, og han fortæller:

”Dåbskommissionen har nu arbejdet i et års tid og skal i foråret aflevere sin midtvejsrapport, som alle vil få mulighed for at give deres mening til kende om. Dåbsritualet skal være tydeligt, slidstærkt og båret af det evangelium, som forkyndes i folkekirken. Det er ikke en enkel opgave at forholde sig til, mens man samtidigt forsøger at give et kvalificeret svar på de dåbsspørgsmål, der er oppe i tiden; det kan være spørgsmål af både teologisk og ritualpraktisk karakter. Det er imidlertid netop dette, der er kommissionens opgave.”

Kilde.