Nu er det endelig sikkert. Helsingør er med ombord, når verdens bedste cykelryttere skal dyste på dansk jord i 2029.
UCI har fredag den 27. september officielt tildelt Danmark værtskabet for VM i landevejscykling i 2029.
Det betyder, at Helsingør Kommune sammen med København, Aarhus og Roskilde bliver en del af en kæmpestor international begivenhed, når de største stjerner indenfor cykelsport skal konkurrere om verdensmesterskaberne på dansk jord.
Det danske bud blev accepteret – og kontrakten underskrevet af UCI og det danske partnerskab – fredag aften i forbindelse med dette års afvikling af VM i Zurich.
Kronborg som bagtæppe
Det bliver efter al sandsynlighed kvindernes linjeløb, der skal skydes i gang med Kronborg som baggrundstæppe, når VM løber af stablen i september 2029. Mændenes linjeløb får Roskilde som startby, og begge løb afsluttes i København. Enkeltstarterne skal køres i Aarhus.
Borgmester Benedikte Kiær ser store muligheder for Helsingør Kommune, som en del af det internationale event:
Jeg er meget stolt af, at vores skønne kommune er i samme liga som Aarhus, Roskilde og København. Der er tale om en verdensbegivenhed indenfor cykelsport, som i den grad kommer til at sætte os på verdenskortet både i årene op til, under og efter verdensmesterskaberne i 2029. Vi kommer til at bruge denne mulighed meget offensivt i vores turismearbejde til gavn for det lokale erhvervs- og kulturliv – og dermed kommunens økonomi. Og så skal vi selvfølgelig skabe et brag af en folkefest for alle os, der bor her.
Skal styrke idrætten bredt
VM skal bruges til at fejre elitesporten men også i høj grad til at styrke breddeidrætten og fremme cykelkulturen frem mod 2029.
Vi skal bruge VM til at sætte fokus på vores bredde- og talentudvikling men også til at skabe et stærkt, lokalt engagement omkring cykelsport og idrætsliv i det hele taget, bl.a. ved at involvere de lokale cykelklubber, siger Claus Christoffersen, formand for Idræts- og fritidsudvalget.
Målsætningen er, at hoteller, restauranter, butikker og turisme-aktører vil nyde godt af de mange atleter og besøgende som vil lægge vejen forbi Helsingør i forbindelse med verdensmesterskaberne.
Helsingør har tradition for at tiltrække store sports-events, der giver både liv, aktivitet og omsætning til kommunen. Gennem 10 år har kommunen været vært ved IRONMAN 70.3 Elsinore og haft besøg af PostNord Danmark Rundt i 2023 og kvindernes world-tour ’Tour of Scandinavia’ i 2022.
Fakta
– Helsingør Kommune bidrager med 5 mio. kr. til afholdelsen af VM i landevejscykling i 2029.
– To millioner vil gå til aktivering af byen, kommunikation, renholdelse og udsmykning af byen, klargøring af veje, sikkerhed, leje af Kulturhavn Kronborg samt koordinering og organisering af eventen.
– De resterende tre millioner går til indskud i partnerskabskredsen, som skal varetage projektet.
– Partnerskabskredsen består af Erhvervsministeriet, Kulturministeriet, Sport Event Denmark og København, Roskilde, Helsingør og Aarhus Kommuner i samarbejde med Danmarks Cykle Union. Wonderful Copenhagen bidrog til tiltrækning af eventen.
– Det danske bud bærer navnet ’ Commitment to Cycling 29’ og blev officielt indgivet til UCI den 31. januar 2024.