Billedskolens tegneelever står bag et nyt murmaleri på Simon Spies Plads, der afsløres til Kulturnatten i Helsingør fredag den 27. september.
Et vartegn i Helsingørs byrum er de fem murmalerier, som detaljemættet, farverigt og fantasifuldt fortæller byens historie.
Tre af Billedskolens unge elever samler nu stafetten op og fortæller videre på byens historie. Resultatet kan man opleve til Kulturnatten i Helsingør fredag den 27. september på Simon Spies Plads.
Alexander Saxo Krejberg-Larsen (19 år), Anna Emilie Lomholt (18 år) og Vibe Elle Børsen (19 år) arbejder nemlig lige nu – med kyndig vejledning fra Billedskolens tegnelærer Jakob Kristensen – på at blive færdige til afsløringen af det nye murmaleri, der er inspireret af både byens kulturhistorie og japansk tegnefilm.
Det glæder formand for Kultur- og Turismeudvalget, Michael Mathiesen, at der er endnu et murmaleri på vej:
Jeg glæder mig til at se det færdige murmaleri og er glad for, at der nu kommer et nyt flot maleri ved Simon Spies Plads. Det bliver til stor glæde for de mange mennesker, der hver dag går forbi muren. For Kultur- og Turismeudvalget har det været vigtigt, at det er nogle af kommunens mange talentfulde og kulturinteresserede unge, som får mulighed for at stå for udsmykningen, lyder det.
Murmaleriet ved Simon Spies Plads afsløres af Kulturudvalgsformand Michael Mathiesen og Billedskolens underviser Jakob Kristensen på Kulturnatten fredag d. 27. september kl. 17, hvor alle er velkomne. De tre unge tegnere vil selvfølgelig også være til stede.
Fakta
- Kunst i det offentlige rum er et prioriteret område i Helsingør Kommune. Murmalerierne understøtter udviklingen af attraktive bymiljøer og formidlingen af den lokale kulturhistorie.
- Som en del af Helsingør Kommunes kulturpolitik, bliver der i efteråret arbejdet på en samlet strategi for kunst i det offentlige rum.