Helsingør Kommunes arbejde med at hjælpe borgere ud af hjemløshed har en effekt. Særligt blandt de unge er antallet af hjemløse faldet.

Foto ABW

Helsingør Kommune arbejder løbende med at nedbringe antallet af hjemløse gennem dialog og særlig bostøtte.

Der er færre hjemløse borgere i Helsingør Kommune end for to år siden. Det viser den nye hjemløsetælling fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.

I 2022 havde Helsingør Kommune 104 borgere uden fast bopæl – i 2024 er antallet af hjemløse optalt til 71.

Det største fald ses blandt de unge under 30 år. I den målgruppe var der for to år siden 39 hjemløse, mens der i 2024 er 13.

Den positive udvikling glæder formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Helsingør Kommune, Thomas Horn, der pointerer, at en del af faldet dog var forventet:

Det er en glædelig nyhed, at de indsatser, der hele tiden pågår i Helsingør Kommune, ser ud til at have en effekt. Jeg er særligt glad for, at der blandt de unge i dag er markant færre, der ikke har et hjem end for to år siden. Det viser, at vi også her er på rette vej. Når det er sagt, så forventede vi et fald i antallet af hjemløse, idet VIVE’s optælling fra 2022 inkluderede ni beboere på kommunens daværende tilbud HelsingBo, som reelt havde et sted at bo.

Støtte og dialog er vejen ud af hjemløshed
Helsingør Kommune arbejder løbende på at hjælpe borgere ud af hjemløshed ved blandt andet at styrke dialogen til udsatte borgere – herunder de af kommunens borgere, der opholder sig på herberger i andre kommuner. Ved at bringe de borgere ”hjem” til herberger i Helsingør Kommune forbedres mulighederne for at hjælpe dem til en fast bolig.

Helsingør Kommune arbejder desuden med særlig bostøtte til de borgere, der er kommet ud af hjemløsheden og over i egen bolig. Ved at forsætte støtten til borgeren, minimeres risikoen for, at borgeren ender i hjemløshed igen senere i livet.

Fakta
VIVE’s hjemløsetælling kortlægger hvert andet år udviklingen i hjemløshed blandt danskerne.

Tallene dækker over personer, der overnatter på gaden, på natvarmestuer, på herberger og forsorgshjem, personer, der overnatter hos familie, venner eller bekendte på grund af hjemløshed, samt forskellige øvrige hjemløshedssituationer.

Optællingen viser, at der er kommet 200 flere hjemløse i Danmark de seneste to år.

Særligt blandt de unge under 30 år er antallet af hjemløse stigende.

Læs her.