Tag med Naturfredningsforeningen på bustur til Kullen søndag den 9. juni. Temaet for turen er områdets geologi.

Pressefoto DN Helsignør

Kullen er et af det sydlige Sveriges mest storslåede naturområder, kun få kilometer væk og alligevel så forskellig fra, hvad vi er vant til. Forskellen skyldes undergrunden, det mere end 1 milliard år gamle svenske ”urberg”, der er skudt op mellem dybe brudlinjer. I besøger geologiske seværdigheder både på Kullen og undervejs fra Helsingborg.

Ved Kulla Gunnarstorp gælder det de kun 200 millioner år gamle sandsten fra den datidige kystzone. Her færdedes dinosaurerne, og hvis vi er heldige – meget, meget heldige – finder vi et fodaftryk.

Ved Nyhamnsläge er vi 500 millioner år tilbage i tiden, og i skifrene ved kysten finder vi rester af de gådefulde graptolitter. Turen er ikke kun buskørsel, på selve Kullen bliver der lejlighed til en kortere eller længere tur til fods, alt efter ønske.

Turen er arrangeret af DN Fredensborg, og derfor starter bussen hos dem. Bussen holder ved Helsinge Station kl. 9.00, ved Fredensborg Station kl. 9.25 og ved Helsingør Station kl. 9.50. Husk solidt fodtøj, påklædning efter vejret, madpakke og drikkevarer.

Tilmelding sker ved at sende en e-mail til tilmeldingdnfredensborg@gmail.com med angivelse af påstigningssted og antal deltagere.

Prisen er 250 kr. for voksne og 150 kr. for børn. Hjemkomst omkring kl. 18 afhængig af, hvor man står af bussen.

Nærmere oplysninger: Dorte Rørbeck, tlf. 41582270, eller Niels Hald, tlf. 23617644.

Betaling klares med DN Fredensborg. De sørger for at oplyse herom.

Kilde.