De kommende to år vil 1000 børn og 2000 forældre i kommunen blive klædt på til at leve et sundere liv.

I efteråret 2022 lanceres projektet ‘Sammen om det sunde Børneliv’.

Projektets vigtigste formål er at forbedre den sundhedsmæssige og sociale udvikling for udsatte børn og familier i Helsingør Kommune, for dermed at sikre bedre livsvilkår for de mest udsatte i kommunen.

Projektet vil forløbe over to år og er skabt af nonprofit-organisationen Børneliv i samarbejde med Helsingørs Boligsociale Helhedsplan. Børneliv er grundlagt af unge børnelæger og drevet af frivillige og sundhedsfaglige undervisere.

– Ulighed i sundhed hos børn bliver til ulighed i livet som voksen, siger Morten Schrøder, børnelæge på Rigshospitalet og grundlægger af Børneliv.

– En af Børnelivs vigtigste missioner er at mindske denne ulighed i sundhed fra den helt tidlige barndom. Dette gør vi gennem nærværende formidling i øjenhøjde, hvor vi klæder projektets deltagere på til at leve et sundere liv fri fra sygdom.

1000 børn til workshops

I partnerskab med Helsingørs Boligsociale Helhedsplan ønsker Børneliv at skabe en målrettet indsats, der i perioden 2022 til 2024 fremmer lighed i sundhed for børnefamilier i tre udsatte boligområder i Helsingør: Vapnagaard, Nøjsomhed og Nordvest.

Projektet er skabt i tværgående samarbejde med sundhedsplejen samt en række lokale skoler omkring de tre boligområder. Skolerne, som fungerer som aktivitetsplatforme, er Snekkersten Skole, Borupgårdskolen, Al-Irchad, Helsingør Privatskole og Skolen ved Gurrevej.

I løbet af projektperioden vil 1000 børn og 2000 forældre få viden og værktøjer til at skabe rammerne for det sunde børneliv.

På de udvalgte skoler vil børnene fra 0.-3. klasse følge et forløb bestående af tre af Børnelivs børneworkshops: Hjerte-lunge, mave-tarm og psykisk trivsel.

– Børnene får en bred forståelse for krop, sundhed og det gode børneliv. De får kendskab til de mest almindelige sygdomme og inddrages i en dialog om, hvordan de kan indføre sundere vaner i hverdagen, og hvorfor usunde vaner er skadelige for kroppen, fortæller Morten Schrøder.
Derudover afholdes to forældre-workshops: Det gode og sunde liv i børnefamilien og Børnelægernes BørneTips LIVE. For at forankre børnefamiliernes nye viden omkring sundhed og sygdom uddannes der, i samarbejde med Sundhedsplejen, et hold af Børneliv Ambassadører på tværs af de tre boligområder.

Projektet er støttet af Lauritzen Fonden og Integrationsrådet i Helsingør Kommune. Udover at skabe forandring i Helsingør Kommune er formålet med projektet at skabe viden og metode, så Sammen om det sunde Børneliv på sigt kan skaleres nationalt.

I den forbindelse er BL – Danmarks Almene Boliger med som samarbejdspartner.

Kilde

Foto: ABW