Velkommen til et nyt skoleår på EG. Først og fremmest er det en kæmpe fornøjelse igen at kunne modtage alle elever – nye som gamle – i vores bygninger her på Gymnasievej. Traditionen tro tog både elev-tutorerne, klasselederne og jeg imod de nye elever, og i år foregik det i strålende solskin på vores boldbaner. Det er en fornøjelse at snakke med første årgang og høre, hvordan de glæder sig til de næste tre år som EG’ere.

Det gør vi også, og efter en rigtig god opstart med sjove aktiviteter og liv i fællesområderne, krydser vi nu fingre for, at dette skoleår vil forløbe forholdsvis normalt. For selvom restriktionerne jo er lempet væsentligt, er de ikke helt forsvundet. Præcis hvad, der gælder for gymnasierne lige nu, er ridset op længere nede i nyhedsbrevet. Men vi er optimistiske, og vi er heldigvis blevet gode til at lave udendørs nødplaner for de indendørs aktiviteter, vi eventuelt ikke kan gennemføre.

Vi ser frem til et sjovt og begivenhedsrigt skoleår på EG!

Nye IT-systemer

Umiddelbart før skolestart udskiftede vi vores IT-systemer. Vi vil ikke kede jer med de mange forskellige programmer og samarbejdspartnere, der har været involveret. Men overgangen til et helt nyt system og de forskellige brikker, der skal passe sammen, har givet noget støj på linjen. Derfor har det ikke været lige så problemfrit at få 1.g og 1.hf koblet på wi-fi, TEAMS og Lectio, som det plejer. Vi beklager, at skolestarten på IT-fronten har været forvirrende og frustrerende for både elever og lærere.

Nu har alle elever dog snart fået skiftet deres kode – igen – så de kan logge på Lectio, på vores wi-fi og i løbet af weekenden også på TEAMS.

Retningslinjer vedr. corona

Alle elever, der skal isolere sig som følge af corona eller symptomer herpå, skal huske at orientere vores kontor på tlf. 4913 4222 eller på mail eg@eg-gym.dk (skriv ”Corona” i emnefeltet).

Elever skal blive hjemme og isolere sig, når følgende er tilfældet:

Man er testet positiv for corona. Dette gælder både ved PCR-test og ved hurtigtest. Ved hurtigtest skal man straks få resultatet verificeret ved PCR-test.