TANKEVÆKKENDE MUSIK- OG KUNSTOPLEVELSE PÅ MARIENLYST SLOT
Værket The Ice is Melting at the Pøules kan nu opleves i Helsingør.
Den 26. og 27. august har du mulighed for at få en intens og intim musik- og kunstoplevelse i de smukke rammer på Marienlyst Slot, når fragmenter af værket The Ice is Melting at the Pøules – in Concert III vises på slottet.
Titlen på værket henviser til den tidligere danske udenrigsminister Villy Søvndals udtalelse under COP15 “the ice is melting at the pøules”, der tilbage i 2009 morede store dele af verden, og overskyggede selve budskabet.
Lyskunstner Martin Ersted har, sammen med klimaforskere, dansere, musikere, sangere og kunstnerkollaborationen Båll & Brand, fortolket de sidste mange års klimaforandringer og den voldsomme afsmeltning af indlandsisen, som vi lige nu oplever i mængder af 8 millioner liter vand – i sekundet.
The Ice is Melting at the Pøules har været vist flere steder i København, i Amsterdam og i Vilnius. Med den seneste rapport fra FNs klimapanel er værket mere aktuelt end nogensinde.
I de historiske rammer på Marienlyst Slot kan du opleve live sangere og musikere, storskala laserprojekteringer, video visuals, dans og ord. Slottets facade tages også i brug, så forbipasserende i parken kan opleve det organiske lysværk, hvis farveskala reflekterer de sidste 170-års globale temperaturstigninger.
Det sker torsdag den 26. og fredag den 27. august fra kl. 19. Der vil være 10 “vandringer” af ca. 1 times varighed gennem slottet med live performances for ca. 40 gæster pr. gang. Sidste vandring er kl. 22.
Gratis forestilling for børn Den 27. august kl. 16 vil der være en “vandring”, særligt målrettet børn fra 5-15 år, hvor deltagelse er gratis. Der er et begrænset antal billetter.
Læs mere på wearemelting.art og book billetter her >Link https://wearemelting.art/event/the-ice-is-melting-at-the-poeules-concert-iii/
Projektet er bl.a. støttet af Kulturministeriets aktivitetspulje til kulturaktiviteter. Billetterne koster kr. 75 og alle retningslinjer omkring Corona-restriktioner overholdes.