Helsingør kommune skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om gadehimmelen:

Helsingør Bymidteforum står bag udsmykning af Bjergegade, Stjernegade og Helsingør Bycenter – motiverne er bl.a. inspireret af Tegner.

Hamlet, Ofelia, Herakles og Hydraen og Danserindebrønden. Alle har de inspireret til den gadeudsmykning – citydressing – som netop er blevet hængt op i Bjergegade, Stjernegade og Helsingør Bycenter.

– Vi har ønsket at skabe en utraditionel udsmykning, som vores besøgende kan huske. Når de kommer hjem, skal de gerne sige: Helsingør, det var byen med de fine figurer i gaderne, siger Camilla Lysgaard fra Lulu’s Love.
Hun sidder sammen med Kim Backe fra Backe Vin og repræsentanter fra Helsingør Bycenter og Helsingør Kommune i en citydressing-gruppe under Helsingør Bymidteforum.

– Da vi valgte vores motiver, var det vigtigt for os, at de refererede til al den kultur, man kan opleve i Helsingør. Og hvad virkede mere rigtigt end at kombinere vores historie og kultur med nytænkning? siger Camilla Lysgaard.