Det bliver et gensyn med en af verdens mest kendte juleballetter, når Tivolis version af Nøddeknækkeren fra 2012 har repremiere i Tivolis Koncertsal. En af danserne er den kun 7-årige Isa Lily Longhi fra Ålsgårde ved Helsingør. Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen har skabt koreografien, og H.M. Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag familieballettens scenografi og kostumer.

Nøddeknækkeren 2022 – Tivoli – Foto – Henrik Stenberg

Til daglig bor 7-årige Isa Lily Longhi i Ålsgårde ved Helsingør og går i 1. klasse på Skorpeskolen i Hellebæk, men om eftermiddagen danser hun på Tivoli Balletskole, og snart kan hun opleves som ballerina på scenen i Tivolis Koncertsal, hvor hun skal danse rollerne som ”lygte” samt ”barn til juleaften” i Tivolis store juleballet Nøddeknækkeren.

Sammen med professionelle balletdansere skal Isa danse foran tusindvis af betalende gæster i Nøddeknækkeren, som kan opleves i Tivolis Koncertsal fra den 30. november til den 29. december.

“Jeg glæder mig til at få lov til at optræde og danse foran et stort publikum sammen med Tivoli Ballet Teater i Dronning Magrethes smukke kostumer,” siger den unge ballerina.

Det er da også nogle særlige kostumer, som den 7-årige ballerina kommer til at danse i. Dronning Margrethe har nemlig designet både kostumer og scenografi til den store familieballet.

Nøddeknækkeren er en genopsætning, og det er sjette gang, at den anmelderroste juleballet opføres i Tivolis Koncertsal. Alt er dog ikke, som det plejer at være i den traditionsrige familieballet. Som noget nyt kan publikum i år se frem til tre nye kostumer, som er skabt af Dronning Margrethe, som består af tre dansende snurretoppe, som bliver vakt til live i andet akt af forestillingen. En anden nyhed i 2024 er den finske lysdesigner Mikki Kunttu, der har skabt ny lysmagi til forestillingen. Musikken er som altid Tjajkovskijs.

Derudover kan publikum for første gang opleve Christian Øland som ny dirigent for Tivoli Copenhagen Phil dirigere musikken til Nøddeknækkeren, når 68 musikere fra Tivoli Copenhagen Phil får tonerne til Tjajkovskijs verdenskendte musik til at strømme ud over salen.

Flere end 170.000 gæster har til dags dato oplevet Tivolis smukke version af Nøddeknækkeren siden den havde premiere i 2012. Med en billet til Nøddeknækkeren får man også adgang til Jul i Tivoli.

Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen siger:

“Nøddeknækkeren i Tivolis Koncertsal er, sammen med Jul i Tivoli, blevet en fast del af juletraditionerne for mange børn og voksne. Den eventyrlige fortælling om Claras juleaften og hendes magiske drøm tryllebinder verden over. Vi er stolte af at kunne præsentere forestillingen for sjette gang i 2024 i Tivolis Koncertsal. Selvom Nøddeknækkeren emmer af tradition, er der også nye overraskelser i vente. I år kan publikum glæde sig til at opleve tre nye kostumer, skabt af H.M. Dronning Margrethe, der forestiller tre dansende snurretoppe, som optræder i andet akt af forestillingen. Publikum kan også glæde sig til Mikki Kunttus nye lysdesign, som i kombination med Dronningens scenografi og kostumer, Tjajkovskijs verdenskendte musik og Tivoli Balletteaters dygtige dansere kommer til at skabe en uforglemmelig sanseoplevelse, der løfter denne klassiske juleballet til nye højder.”

En drømmerejse i Tivoli
Tivolis version af den klassiske familieballet udspiller sig juleaften 1874 et sted i København. Her har Claras familie inviteret gæster, og Clara er fuld af forventninger til, hvad aftenen skal bringe. Blandt gæsterne er digteren H.C. Andersen, balletmester August Bournonville og Tivolis daværende direktør, Bernhard Olsen. Alle har gaver med til Clara.

Efter en begivenhedsrig aften falder Clara i søvn og tager dagens mange indtryk med til verdens bedste drømmeland, som selvfølgelig er Tivoli. Gennem storm og snevejr kommer de frem til et snedækket Tivoli, som på magisk vis forvandler sig til en sommervarm eventyrhave, fuld af dans og musik anført af Harlekin, Columbine og Pjerrot. En forestilling, der både inviterer børn og voksne indenfor til en verden fyldt med magi, trylleri og masser af julestemning

Om Nøddeknækkeren:
Eventyret Nøddeknækkeren og Musekongen blev skrevet af den tyske romantiske forfatter E. T. A. Hoffmann i Berlin i 1816. I 1892 blev Alexandre Dumas den ældres version af historien sat i musik af Tjajkovskij og iscenesat som en ballet af balletmester Marius Petipa i St. Petersborg.

Tivolis version af Nøddeknækkeren er fra 2012. I Tivolis version af Nøddeknækkeren er karakteren Musekongen en Museheks.

Nøddeknækkeren er en af verdens mest berømte balletter og tiltaler både børn og voksne.

Premiere: Den 30. november 2024 kl. 19.00
Spilleperiode: Den 30. november til den 29. december 2024.
Scene: Tivolis Koncertsal
Genre: Familieforestilling/Ballet
Aldersanbefaling: Fra 6 år og op efter.
Koreografi og iscenesættelse: Peter Bo Bendixen
Musik: Pjotr Tjajkovskij (Nøddeknækkeren, 1892)
Scenografi og kostumer: H.M. Dronning Margrethe II
Orkester: Musikere fra Tivoli Copenhagen Phil
Dirigent: Christian Øland
Lysdesigner: Mikki Kunttu

Pris: Fra 240 kr. inkl. gebyr og entre til Jul i Tivoli
Forestillingen er muliggjort med støtte fra Augustinus Fonden.
Læs mere på www.tivoli.dk