Der er faldet en afgørelse i klagesag vedrørende Skolen i Bymidten, skriver Helsingør Kommune i en pressemeddelelse.
Efter mange vurderinger får klagen ikke medhold af nævnet, og der er dermed grundlag for at gå videre med tilbagetrækningen af lokalplanforslaget og planlægningen af det reviderede projekt. Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i klagen vedrørende Skolen i Bymidten. Klager får ikke medhold i klagen, og nævnet begrunder det med følgende:
”Natur- og Miljøklagenævnet finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte Helsingør Kommunes vurdering af, at der ikke er tale om en så væsentlig påvirkning af miljøet, at der er pligt til at udarbejde en miljøvurdering. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at der er tale om et begrænset byggeri i centrum af Helsingør med opførelse af bygninger op til 14,5 m. Nævnet har yderligere lagt vægt på, at der er tale om et område, hvor en del af dette har været anvendt som skole og hovedbibliotek, og at der med den nærværende planlægning ikke ændres væsentligt i den eksisterende anvendelse og denne ikke medfører et væsentligt øget aktivitetsniveau.”
Det fremgår desuden af afgørelsen, at ”Natur- og Miljøklagenævnet finder desuden ikke, at fremlæggelse og vedtagelse af et nyt og mindre projekt end det, lokalplanforslag 1.139 giver mulighed for, vil ændre vurderingen om ikke at miljø-vurdere forslag til lokalplan 1.139.”
Borgmester Benedikte Kiær er glad for afgørelsen fra Natur- og Miljøklagenævnet:
– Det er dejligt nu at kunne komme videre med Skolen i Bymidten. Det er vigtigt for både børnene, deres forældre og skolens medarbejdere – og selvfølgelig også for udviklingen af hele nærområdet.
På baggrund af afgørelsen kan Helsingør Kommune nu fortsætte arbejdet med at etablere en ny skole i bymidten. Det første trin vil være, at byrådet i januar 2016 behandler sagen om at trække forslaget til lokalplan 1.139 tilbage. Sideløbende med det formes det reviderede skoleprojekt, som skal danne grundlag for et nyt lokalplanforslag. Når lokalplanen er vedtaget, kan de større dele af projektet igangsættes. De mindre tiltag, der ikke kræver ny lokalplan (reparation af eksisterende bygninger, udskiftning af vinduer m.v.) fortsætter som planlagt.