Efter en stor succes i år, hvor over 100.000 mennesker deltog i Nat i Naturen, åbner Udlodningsmidler til Friluftsliv nu for puljen “Nat i Naturen – naturoplevelser i mørket”. I kan søge tilskud, hvis I også vil invitere befolkningen ud til naturoplevelse under stjernerne til næste års Nat i Naturen event, som vil løbe af stablen 6.-7. september 2025.

Foto ABW

140 arrangementer over hele landet
Årets Nat i Naturen-weekend havde stor medvind med over 140 arrangementer spredt over hele Danmark. Naturvejleder, Jacob Nøhr Schubart, der stod bag et arrangement i Naturpark Mølleåen med overnatning, friluftskok og en ægte fortæller ved bålet, var begejstret for fremmødet:

“Jeg var rigtig glad for at se så mange forskellige deltagere – fra børn, der aldrig havde sovet i naturen før, til ældre, der lånte soveudstyr. Alle hjalp til med fællesopgaver som madlavning og opsætning af lavvu. Det skabte et fantastisk sammenhold, og jeg glæder mig allerede til næste år,” fortæller han.

Nat i Naturen Puljen

  • Puljen kan støtte arrangementer, der finder sted hele året. Der gives særligt prioritet til arrangementer, som foregår på Nat i Naturen-natten mellem 7. og 8. september 2024.

  • Der kan søges om tilskud på mellem 5.000-30.000 kr.

  • Ved ansøgninger fra foreninger/organisationer, der tidligere har fået støtte fra Friluftsrådets Nat i Naturen-pulje, lægges der vægt på, at der er tale om nye tiltag (nye aktiviteter og/eller nye målgrupper).

    Deadline for at søge: 15. februar 2025

Bliv en del af Nat i Naturen 2025 og få inspiration og støtte
Nat i Naturen vender tilbage den 6.-7. september 2025, og der er både inspiration og støtte at hente, hvis du vil være en del af festen. Som arrangør har du frie hænder til at skabe den oplevelse, der passer til dine ressourcer og ambitioner.

I år kunne deltagere nyde fællessang om bålet, skibsforlisfortællinger, flagermusjagter og endda friluftsaktiviteter på vandet, som havsvømning under stjernerne og kajaksejlads i solopgangen.

Der er masser af inspiration til en magisk aften eller nat på www.natinaturen.dk, og ud over muligheden for tilskud fra Friluftsrådets pulje er der rådgivning og hjælp fra Nat i Naturen-kampagnen til at skabe opmærksomhed om dit arrangement.

Nat i Naturen er støttet af Spar Nord Fonden og udviklet i et samarbejde mellem Friluftsrådet, Naturstyrelsen, Det Danske Spejderkorps og Ungdomsringen.

Kilde Friluftsrådet