Helle Heinesen kunne i november fejre 25 års jubilæum som social- og sundhedshjælper i Helsingør Kommunes hjemmepleje.

Helle Heinesen / Pressefoto Helsingør Kommune

En helt almindelig arbejdsdag for social- og sundhedshjælper Helle Heinesen begynder kl 7.30. Hun hopper på sin el-cykel hjemmefra og sætter kursen mod den første borger på dagens liste. – I dag har jeg været på 13 besøg frem til kl 13.30. Nogle gange er jeg oppe på 22 besøg på en dag, fortæller hun.

Hvor mange besøg hun skal nå på en vagt, afhænger både af besøgendes længde samt af sygdom, ferie og andet fravær blandt kollegerne, som også påvirker Helles skema.

At bruge sit omsorgs-gen
Helle Heinsen er i dag ansat i distrikt 1 3 og kører derfor i Helsingør centrum. Hun tog, som en af de første, den nye 2-årige social- og sundhedshjælperuddannelse og blev færdig i 1997. Da hun efterfølgende blev ansat var det med base i et kælderlokale i indre by.

Her mødte hun og kollegerne op for at se besøgslisten på tavlen. Og så blev dagens besøg ellers noteret med blyant og papir. I dag er mange arbejdsgange digitaliserede – og det er den håndholdte PDA, der fortæller Helle om dagens program. – Jeg kan godt mærke, at der er skruet op for både teknologien og tempoet de sidste 25 år, men jeg er nu stadig meget glad for mit arbejde, lyder det.

Motivationen er også stadig den samme: At kunne være noget for andre, gøre en forskel og få brugt sit omsorgs-gen, som hun siger. Og hver eneste dag mærker hun, at hun gør en vigtig forskel.

– Jeg hjalp en borger i en støttestrømpe den anden dag, og da jeg gik ud af døren fik jeg at vide, at han blev så glad når jeg kom. Sådan en bemærkning gør også mig glad. Især fordi jeg ved at jeg har hjulpet ham, så han kan være aktiv i sin hverdag, fortæller Helle.

Fornylig fik Helle en stor buket blomster af en pårørende, der ville takke for den hjælp og omsorg hendes far fik. Så det er ikke anerkendelse fra borgere og pårørende, der mangler. Når man så lægger de gode kolleger oven i, ja så giver det et rigt og meningsfuldt arbejdsliv, mener hun.

Opmærksom på det unormale
Som social-og sundhedshjælper består opgaverne blandt andet i at lave morgenmad give medicin, give støttestrømper på men det er også en vigtig opgave at være opmærksom på ændringer i borgerens tilstand eller situation, som sygeplejerske, visitator eller social- og sundhedsassistent skal have besked om.

Hun giver et eksempel: – Når jeg giver en støttestrømpe på, lægger jeg også mærke til om benet ser ud som det skal, eller om nogen andre skal have besked om komplikationer ved sår, hævelser eller andet. Så på den måde er vi et vigtigt bindeled mellem alle hjemmeplejens funktioner, fortæller Helle Heinesen.

Et tæt bånd
Helle kommer i mange forskellige hjem i løbet af en vagt, men alligevel har hun et tæt bånd til mange borgere. Især til de fire faste, som hun kommer ved flere gange om dagen.

– Man kommer tæt på de her mennesker, både fysisk og mentalt, og så opstår der et bånd. De kommer ind under huden på en, fordi man deler ting om sit liv. Men man skal også være opmærksom på, hvor meget man vil dele fx om sine børn.

Det tætte bånd gør også, at det gør indtryk, når nogen går bort. – Mennesker man kommer tæt på sætter spor. Jeg har en nisse derhjemme, som jeg har fået af en borger for næsten 25 år siden. Så hende sender jeg altid en kærlig tanke til jul.

Helle er født, opvokset og bosat i Helsingør. Sammen med sin mand har hun tre voksne børn, seks børnebørn og bomuldshunden Aija, som hun elsker at lufte på en tur omkring Kronborg.

Kilde.