Fra på lørdag og tre uger frem inviteres publikum på Kulturværftet til at sætte tempoet ned og fordybe sig. Udstillingen hedder “Et stille sted” og iscenesætter Helsingørs gamle rå skibsværftshaller som et meditativt udstillingsrum. Her er installationskunst, lydlandskaber, koncerter og performances.

– Lige nu befinder vi os i en ny virkelighed, og den forholder CLICK sig til. Det giver os mulighed for at søge nye veje, siger chef og kunstnerisk leder på Kulturværftet, Mikael Fock.

Det er 10. år i træk, at CLICK bliver afholdt. Hvor det tidligere var en årlig festival for samtidskunst og teknologi, kommer der nu en udstilling og flere andre nedslag i løbet af året. I de store industrielle haller er der god plads til de enkelte værker, og de nuværende restriktioner for forsamlinger anvendes til fordel for en rolig oplevelse for højest 50 personer ad gangen.

Foto: @click_elsinore Twitter

Flere premierer

I løbet af udstillingsperioden vil det være muligt for publikum at opleve en række performances og koncerter.

Den 15. august har cellist og komponist Josefine Opsahl premiere på sit nye stykke “I Walk I Bleed” for 10 celli. Hun fremfører også et værk af komponisten Julius Eastman, og hele koncerten sendes direkte på DR P2.

Den 19. august får Helsingør Domkirke besøg af den svenske komponist Maria W Horn og organist Mats Erlandsson, der vil manipulere med lydene fra orglet.

Den 22. august optræder Hari Shankar Kishore med kunstnernavnet HVAD for første gang sammen den egyptiske kunstner Abdullah Miniawy.

Den 23. august opfører performancekunstnerne Bjørn Nørgaard og Ursula Reuter m.fl. værket “Freedom is social” af fluxuskunstneren Henning Christiansen.

Flere nedslag i det kommende år

Ud over udstillingen “Et stille sted” i august, er CLICK inviteret med på art tech-festivalen Ars Electronica Festival i Østrig, der afvikles digitalt i september. Og til januar sætter Kulturværftet fokus på kunstig intelligens og scenekunst. Her er der premiere på den første forestilling i verden, “SKY663N”, der har en kunstig intelligens som hovedperson.

ET STILLE STED

8. – 28. august

Kulturværftet i Helsingør

Bjørn Nørgaard (DK), Ursula Reuter (DK)

HVAD (DK), Abdullah Miniawy (EG)

Josefine Opsahl (DK), Morblod (DK)

Maria W Horn (SE), Vanessa Amara (DK)

Laurits Esben Jongejan (DK), Nour Fog (DK

Xenia Xamanek & Sophia Ioannou Gjerding (DK)

Tomoko Sauvage (JP), Špela Petrič (CH) + mange flere

Del på sociale medier