Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 20-28. juli, 2020.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

T-shirt-tyv

Espergærde: En kvinde stjal mandag formiddag klokken 11.30 en bunke t-shirts fra et bord uden for Tøjeksperten i Espergærdecentret. En medarbejder fra forretningen opdagede tyveriet og løb efter kvinden, som smed t-shirtene fra sig og kørte fra stedet i en Skoda Fabia, som politiet kender registreringsnummeret på.

Drenge sigtet for groft hærværk

Helsingør: Seks drenge i alderen 12-15 år fra Snekkersten, Ålsgårde og Helsingør blev torsdag eftermiddag mellem klokken 17.00 og 18.00 taget for at begå groft hærværk ved at knuse ruder på flere biler på Øernes Auto. To af drengene blev sigtet for groft hærværk, mens de øvrige fire var for unge til at blive sigtet. For alle drengene gælder det dog, at både deres forældre og de sociale myndigheder er blevet orienteret om sagen.

Foto: ABW

Fest lukket

Hornbæk: Der var så mange mennesker og høj musik på og omkring Hornbæk Havn, Øresundsvej og Kystvej torsdag aften og natten til fredag, at det blev nødvendigt at lukke en café og bede folk om at forlade stedet. Det var imidlertid ikke alle de tilstedeværende, som tog lige godt imod politiets anvisninger. Blandt andet blev en 40-årig mand fra Helsingør sigtet for ikke at efterkomme et påbud om at forlade stedet, mens en 20-årig kvinde fra Espergærde blev sigtet for ikke at efterkomme en henstilling om at oplyse sit navn til politiet og ikke efterkomme et påbud om at forlade stedet.

Gps stjålet fra bil

Helsingør: En gps, et kørekort samt nogle kontanter er mellem klokken 21.00 torsdag aften og klokken 06.00 fredag morgen blevet stjålet fra en bil, der var parkeret på Olaf Rudes Vej. Tyven har knust en rude i bilen for at skaffe sig adgang.

Butikstyveri udviklede sig til røveri

Helsingør: En 31-årig mand fra Haslev blev tirsdag eftermiddag klokken 14.45 forsøgt tilbageholdt af en butiksdetektiv i Kvickly på Birkedalsvej, hvor han ikke havde betalt for en insektspray. Den 31-årige skubbede imidlertid til butiksdetektiven, hvorefter der opstod noget tumult. En patrulje kom til stede og anholdt den 31-årige, som blev sigtet for røveri. Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af i dag, onsdag.

Stjal øl og vin

Helsingør: En mand stjal mandag formiddag en flaske rosévin samt seks øl fra Aldi på gevænget. Da manden kom op til kassen, forklarede han, at han lige skulle ud på parkeringspladsen for at hente penge til at betale. Det afslog butiksmedarbejderen, men manden forlod alligevel butikken med varerne og kom ikke tilbage for at betale. Manden beskrives som 30-35 år, 200-215 cm, almindelig af bygning, lys i huden, brunt, kort hår. Iført brun læderjakke og cowboybukser. Han talte gebrokkent engelsk.

Sigtet for besiddelse af narkotika

Helsingør: En 19-årig mand fra Kokkedal blev mandag aften klokken 19.20 standset, da han kom kørende ad Kongevejen. Her viste det sig, at han var i besiddelse af en mindre mængde hash, ligesom der blev fundet en mindre mængde kokain i hans bil. Den 19-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Drenge skød kanonslag af

Helsingør: Mandag aften klokken 21.57 fik politiet en anmeldelse om, at flere unge kørte rundt ved skolen på Svalevej og skød kanonsalg af. De unge var dog forsvundet fra området, da en patrulje få minutter senere kom til stedet.

Slog flig af tand

Helsingør: En 22-årig kvinde fra Helsingør fik klokken 00.20 natten til tirsdag slået en flig af sine fortænder, da en 14-årig dreng fra Snekkersten hoppede op på ryggen af hende ved et bustoppested på Jernbanevej, og kvinden herved væltede. Episoden opstod angiveligt som følge af, at kvinden og hendes veninde havde provokeret drengen og hans to kammerater.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 23. – 24. juli 2020

 

Del på sociale medier