Efter at have været lukket i over en måned på grund af coronakrisen, genåbner Matas nu i Helsingør Bycenter.

Matas i Helsingør Bycenter, der har været lukket siden myndighedernes nedlukning af handlen i centrene, genåbner fredag den 24. april.

Under coronakrisen har en stor del af Matas’ kunder handlet deres varer på matas.dk, som har oplevet en stor fremgang under krisen. Mange materialister fra de lukkede butikker er midlertidigt flyttet med kunderne over på nettet som online-rådgivere, men savnet efter at se og tale med såvel kolleger som kunder er stort.

– Vi glæder os rigtigt meget til, at kunderne igen kan komme ned i butikken. Vi har rigeligt kvalitetshåndsprit på hylderne, og lige nu er der jo rigtig mange forældre, der skal sørge for at de små har solcreme med, når de starter i skole igen, siger Camilla Ishøi, der er butikschef i Matas i Helsingør Bycenter.

Matas har i alt 270 butikker over hele landet, hvoraf cirka 240 har været åbne under hele krisen.

Efter at have været lukket i over en måned på grund af coronakrisen, genåbner Matas nu i Helsingør Bycenter. Foto: PR.

Matas A/S er et børsnoteret selskab grundlagt i 1949, som består af 270 fysiske butikker over hele Danmark samt en række webshops, herunder matas.dk, helsebixen.dk og made4men.dk. Virksomheden, der i alt har cirka 2.500 ansatte, hvoraf størstedelen er butiksansatte materialister, er med en omsætning på mere end 3,6 milliarder kroner markedsleder inden for skønhed, velvære og helse, og hvert femte produkt, der bliver solgt i Matas, er egne danskproducerede varer, herunder de ikoniske stribeprodukter, Nilens Jord og Plaisir. Læs mere på www.matas.dk

Del på sociale medier