Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2019/06/24-2019/07/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Stjal sko

Helsingør: En 48-årig kvinde fra Helsingør blev mandag eftermiddag sigtet for butikstyveri, efter hun klokken 14.17 blev taget for at have stjålet et par sko fra Føtex i Helsingør Bycenter.

Uenighed om parkering førte til trusler

Helsingør: En 45-årig mand blev mandag eftermiddag ved 17-tiden truet af en taxachauffør i forbindelse med en parkering ved en stander på Q8 på Klostermosevej. En taxachauffør blev så irriteret over, at den 45-årige havde parkeret foran ham, så han selv skulle bakke for at komme væk fra standeren, at han bad en kammerat om at tage fat i den 45-årige og “ordne ham med det samme” ligesom taxachaufføren sagde, at han ville finde den 45-årige mand samme aften og ordne ham. Den truende taxachauffør beskrives som en 45-50-årig mand, mellemøstlig af udseende, 180 cm høj og almindeligt af bygning, brun i huden med kort, sort, let krøllet hår, iført lys skjorte.

Mand smadrede rude

Helsingør: En 36-årig mand fra Helsingør blev mandag aften klokken 22.31 sigtet for hærværk, efter han havde knust en rude i døren til Riva Pizzaria på Blichersvej.

Narkokørsel og kørsel uden førerret, Humlebæk

Klokken 13.50 blev en 26-årig kvindelig bilist fra Kastrup standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen i den nordgående retning. Her viste det sig, at kvinden ikke havde erhvervet sig retten til at føre bil, ligesom hun fik narkometeret til at slå ud for cannabis. Ved den efterfølgende visitation blev hun fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. Hændelsen medførte i øvrigt, at bilen blev beslaglagt.

Færdselsuheld, Holte

Klokken 15.44 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen i sydgående retning, hvor en motorcyklist havde påkørt en varebil. Det nærmere hændelsesforløb er endnu ikke fastlagt.

Motorcyklisten, en 33-årig mand fra Midtsjælland, blev efterfølgende kørt på sygehuset.

Kørte i brugsstjålet bil med spiritus i blodet, Hellebæk

En patrulje standsede klokken 18.06 en 42-årig mandlig bilist fra Dronningmølle på Nordre Strandvej. Her viste et alkometer, at den 42-årige havde kørt bil, selv om han var påvirket af alkohol over det tilladte. Patruljen kunne desuden konstatere, at manden havde brugsstjålet den bil, han kørte i, samt at han havde fået inddraget sin førerret. Den 42-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for de tre forhold.

Færdselsuheld, Hellerup

På tilkørslen til Helsingørmotorvejen ud for Lyngbyvej påkørte en 25-årig mand fra Nakskov klokken 00.05 autoværnet og endte i den forbindelse i 1. vognbane på Helsingørmotorvejen. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade, men føreren af bilen blev alligevel kørt til tjek på hospitalet. I forbindelse med uheldet blev 1. og 2. vognbane på Helsingørmotorvejen afspærret i en kortere periode.

Ridser og buler

Helsingør: To biler har mellem onsdag klokken 15.30 og torsdag klokken 08.40 været udsat for hærværk, mens de holdt parkeret på Svalevej. Den ene bil har fået en 50 cm lang ridse på venstre bagdør, mens den anden har fået en bule på ca. 15 cm i diameter.

Gasbrænder antændte tag

Dronningmølle: En 84-årig mand blev torsdag eftermiddag sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven. Manden havde benyttet en ukrudtsbrænder i tagrenden på sit hus i Liebmanns Have, og i den forbindelse gik der ild i taget. Den 84-årige var selv i gang med at forsøge at slukke ilden med en haveslange, da brandvæsenet kom. Ingen kom til skade ved branden, som ikke havde bredt sig yderligere.

Færdselsuheld, Hornbæk

Klokken 11.34 skete der et færdselsuheld på Hornbækvej, da en 65-årig kvindelig bilist fra Roskilde holdt stille, idet hun skulle svinge til venstre og dreje ind på en rasteplads for at købe jordbær. I mellemtiden forsøgte en 75-årig kvindelig bilist fra Hvidovre at overhale venstre om, hvilket medførte, at hun påkørte venstre side af den 65-åriges bil.

Det kan komme på tale, at en af parterne skal sigtes efter færdselslovens bestemmelser, men dette er endnu ikke endeligt afgjort. Der skete ingen personskade ved færdselsuheldet.

Vold, Dronningmølle

Klokken 15.27 anmeldte en 64-årig kvinde fra Fredensborg, at hun et kvarters tid forinden havde haft en disputs med en mand, der havde parkeret en bil med en hund i på Museumsvej.

Den 64-årige havde åbnet bagklappen på den parkerede bil, idet den efterladte hund efter hendes mening havde siddet og hevet efter vejret samt manglet vand.

Efterfølgende var en mand kommet til stedet, som havde bekræftet over for kvinden, at han var ejer af hunden, og at han havde parkeret bilen. Til dette havde kvinden svaret, at manden ikke kunne tillade sig at efterlade hunden i bilen uden vand. Ifølge anmelderen fik dette manden til at gå truende hen imod hende, hvorefter han slog hende i ansigtet med knyttet hånd.

Manden beskrives som: Mand, dansk af udseende, 50-55 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, hvid i huden, gråt mellemlangt hår. Talte dansk. Var iført blå t-shirt, cowboyshorts og kondisko.

Nordsjællands Politi skal nu undersøge, om manden er den samme, som står som registreret ejer af bilen. Derudover hører politiet gerne fra eventuelle vidner på telefon 114, som måtte have overværet episoden.

Brand, Hornbæk

Klokken 19.04 blev der anmeldt brand i en lejlighed på Søren Kannes Vej, hvorfor politi og brandvæsen blev sendt til stedet. Under brandvæsnets arbejde med slukning af branden, blev der fundet en afdød person i lejligheden, som formentlig er lejlighedens beboer – et ligsyn skal senere fastslå dette endeligt. Det vurderes ikke umiddelbart, at der ligger noget kriminelt bag branden.

Vold, Helsingør

Klokken 03.48 anmeldte to forbipasserende vidner, at tre-fire unge mænd var ved at overfalde en anden mand, som lå på jorden på Stengade.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor to mænd på 20 og 33 år fra henholdsvis Holbæk-egnen og Helsingør blev truffet. Begge bar præg af at have været udsat for vold, men de to ønskede dog trods dette ikke at anmelde forholdet. De tre-fire unge mænd beskrives som mellemøstlige af udseende, og de løb efter episoden i retning mod stationen.

Kørte uden kørekort

Helsingør: En 31-årig mand fra Helsingør blev mandag aften klokken 19.48 sigtet for at køre uden kørekort. Manden blev standset, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen.

Forlygter og fartalarm stjålet

Dronningmølle: Søndag nat klokken 03.00 blev forlygterne og en fartalarm stjålet fra en Porsche Panama, som holdt parkeret i Strandkrogen. Vidner har set to mænd, der beskrives som A: dansk af udseende, 25-30 år, 190-205 cm høj og muskuløs af bygning, brunt, kort hår, iført sort hættetrøje og mørke jeans. B: dansk af udseende, 25-30 år, 185-195 cm høj og muskuløs af bygning med kort, brunt hår. Iført sort hættetrøje og mørke jeans.

Hærværk mod bil

Helsingør: En Fiat Tipo, som holdt parkeret på H. C. Andersens Vej, har lørdag aften omkring klokken 23.30 været udsat for hærværk. En ukendt gerningsmand har beskadiget biles front.

Del på sociale medier