Huse i Helsingør sælges hurtigere. Ifølge nye tal sælges 45 procent af kommunens huse på under to måneder, og ifølge lokal mægler kommer stigningen til at fortsætte.

Der går ikke lang tid, fra til salg-skiltet er sat op, til det skal pilles ned igen. Huse i Helsingør Kommune bliver nemlig revet væk. 45,6 procent af de huse, der har været til salg i 2019, er blevet solgt på under to måneder. Det viser nye tal, som Boligsiden har opgjort for Nybolig. 

– Vi kan mærke, at folk har flere penge mellem hænderne, og derfor kan slå hurtigere til, når drømmehuset bliver sat til salg. Man skal virkelig være hurtig, hvis man som køber vil være sikker på at få fat i huset, når salgstiderne er nede på det niveau, de er nu, siger Claus Andersen, der er indehaver af Nybolig i Helsingør.

Flere hurtige salg end for to år siden

Andelen af hurtige salg er steget de seneste år. I 2017 var det kun 41,3 procent af Helsingør-husene, der blev solgt på under to måneder. 

– Som det ser ud nu, kommer salgstiderne fortsat til at dale. Der er ingen tvivl om, at husene her i kommunen bliver mere og mere eftertragtede, særligt blandt de yngre familier – og så længe efterspørgslen stiger, ryger salgstiderne i bund, siger Nybolig-mægleren.

Nybolig i Helsingør er en del af Nybolig-kæden, som blev grundlagt i 1965. I dag har virksomheden udviklet sig til en af Danmarks største ejendomsmæglerkæder med over 220 forretninger, 1000 medarbejdere og 700.000 månedlige besøg på nettet. www.nybolig.dk 

Del på sociale medier