To af de største talenter på den danske elektroniske scene og en af de mest kompromisløse og visionære internationale musikere pt. er med i tredje batch fra koncertprogrammet på årets CLICK Festival. Nu præsenteres producer og skaber af musikkollektivet NON Chino Amobi samt Khalil og et af festivalens musikalske højdepunkter Soho Rezanejad.

Vi kender Nikolaj Vonsilds androgyne, vibrato-stemte, stærke vokal, som man har kunnet nyde godt af det sidste årtis tid i When Saints Go Machine og de senere år i makkerskabet Cancer med Kristian Finne Kristensen. På årets CLICK Festival optræder Nikolaj Vonsild med projektet Khalil, hvor han har allieret sig med producerne Simon Formann (også kendt som Yen Towers og tidligere Lower-medlem) og Villads Klint.

Den Københavner-baserede komponist og sangerinde Soho Rezanejad er kendt for sin unikke vokal og sit alsidige arbejde med elektroniske musikprojekter. I maj gæster hun årets CLICK Festival efter udgivelsen af sit internationalt anmelderoste debutalbum Six Archetypes.

Produceren Chino Amobi kan tælles blandt tidens mest interessante producere. Født i Virginia, USA, af nigerianske forældre og med en baggrund i det elektronisk eksperimenterende felt har Amobi skabt en kompromisløs og visionær verden af lyd, der stilistisk trækker på et væld af sammenblandede genrer. Udtrykket er en blanding af elektronisk club-musik, hip-hop, noise, 80’er rock, R&B og techno.

CLICK Festival finder sted den 19.-20. maj 2018 på Kulturværftet og i Værftshallerne i Helsingør.
Earlybird er i salg på www.clickfestival.dk frem til slut februar.

 

da_DKDanish
da_DKDanish