Tag børnene med til familieforestillinger i efterårsferien i uge 42. Helsingør Teater præsenterer flere forestillinger for forskellige aldersgrupper og i forskellige byer i Helsingør og omegn. Find billetter på www.helsingor-teater.dk.

Teater Kriskat opfører PELZZ. Foto: Søren Kløft

Kan Soleima lære at sove?
Den 16. oktober kl. 11.00 er der teater for de 2-5-årige på Hornbæk Bibliotek. Kompagniet Teatergrad viser den 30 minutter lange forestilling VERDENS HISTORIER, som handler om biblioteksalfen Soleima, der gerne vil lære at sove.

Masser af pels
Der ligger en kæmpe blød pelsklump på gulvet, som de allermindste børn med det samme har lyst til at ae! Og der går en dame i pels – hun har taget en pelspølse med på tur! Teater Kriskat viser den musikalske, lune og bløde forestilling PELZZ den 16. oktober kl. 10 i Aktivitetshuset i Nøjsomhed. Varighed: 25 min. + 25 min. legetid i scenografien. Alder: 0-3 år.

Åbn den store pop-up-bog
De 0-3-årige børn og deres voksne kan godt glæde sig, for den anmelderroste forestilling 1-2-3…nU af Arthotel byder på pop-up-bogs-teater om skyer, sommerfugle og efterårsæbler. Forestillingen kan opleves på Kulturværftet den 18. oktober kl. 10.00 og på Espergærde Bibliotek den 19. oktober kl. 10.30. Varighed: 35 minutter.

Mød tigertæmmeren Mabel Stark
Frøken Fracasos Kompagni viser den eventyrlige komedie TAMME TIGRE FINDES IKKE. Det er en skøn og bramfri fortælling om den berømte cirkusdiva og tigertæmmer Mabel Stark. Oplev den næsten sande historie på Kulturværftet den 20. oktober kl. 11.00. Varighed: 55 min. Alder: Fra 7 år.

Helsingørs gamle gader + historier fra de 7 have
Den 16.- 21. oktober kan børn og barnlige sjæle fra 7-117 år tage forbi Skibsklarerergården kl. 11.00 og kl. 12.00 alle dage. Her byder André Andersen Solo på to forrygende aktiviteter.

Kl. 11: FANDEN TA’ DEN ALBATROS. Tag med tilbage til en tid hvor Helsingør var berygtet på de syv have! André fortæller sandfærdige løgnehistorier, som landkrabber har svært ved at tro på. Varighed: 40 min.

Kl. 12: KRUDT, KUGLER OG KOEN PÅ FØRSTE. Kom med på tur igennem Helsingørs gamle gader! En vandring hvor du nærmest kan lugte krudtrøgen, når André fortæller og opfører anekdoter fra Helsingørs tid som én af Danmarks vigtigste havnebyer. Varighed: 60 min.

%d bloggers like this: