Danskernes forhold til demokratiet er som et ægteskab, der lider under mangel på pleje. Men som trods alt stadig står til at redde. Det mener Teatergrad, der har gjort en dyd ud af at skabe forestillinger til alle andre typer rum end det traditionelle teaterrum.

Torsdag inviterer Teatergrad og Helsingør Teater derfor indenfor i Helsingør Byrådssal til forestillingen DEMOKRATI, for »at give ansvaret for demokratiet tilbage til den enkelte«.

Kommunalvalget er på trapperne, politikerleden er på sit højeste og borgerne skal vælge deres ledere for de næste 4 år. Denne aften er det dog publikum, der bliver beslutningstagerne, når de får mulighed for både at debattere og stemme, mens fire skuespillere guider dem gennem det demokratiske magtspil. Skuespillerne er ledere for hver deres parti og en journalist stiller kritiske spørgsmål.

Alt kan ske, når magten skifter hænder – fra de folkevalgte til folket selv. Men ingen slipper for at blive stillet til ansvar for deres valg igennem de 75 minutter, forestillingen varer.

Foto: Per Morten Abrahamsen
da_DKDanish
da_DKDanish