En biodiversitets-sti, en byttestation og en elektrisk ladcykel, som deles af flere familier. Det er et par af de initiativer, som har fået støtte af klimahandlings-puljen, der blev uddelt i marts. Nu kan du søge igen.
Der er fart på de grønne projekter i Green Leaf året. I foråret fik 12 lokale ansøgere midler fra klimahandlingspuljen til at sætte skub under klimaindsatser, der skaber reel forandring. Den 2. september er der ansøgningsfrist for den sidste runde i Green Leaf året, hvor foreninger og borgere kan søge op til 20.000 kr. til klimahandling i deres nærmiljø.
Mere lokal biodiversitet
På Den Internationale Højskole på Montebello Allé er man, takket være pengene fra puljen, lige nu i fuld gang med at etablere en biodiversitets-sti fra skolen langs den lille sø og ud mod Kongevejen. En sti som gerne må bruges af alle i nærmiljøet.
For Højskolen handler det om, at borgerne i Helsingør skal have glæde af den naturperle, som højskolens område er, samt at styrke den lokale biodiversitet og dermed bidrage til et bedre klima.
Det fortæller Mette Skamris, som er lærer i miljø- og klimafag på højskolen.
– I foråret fik vi sammen med eleverne tyndet ud i de store træer, der var blevet for mange af og som skyggede for de mindre planter. Lige om lidt går efterårsholdet i gang med at plante nye, små og hjemmehørende buske og planter, så vi får mere diversitet langs med stien, fortæller hun.
For den anden del af pengene vil Den Internationale Højskole etablere et genanvendelses- og reparationsværksted på skolen, som vil være åbent for alle borgere i Helsingør. Det åbner i løbet af efteråret.
Sommerlyst cykelfællesskab
Også i Børnehuset Sommerlyst i Helsingør blomstrer de grønne idéer. Institutionens forældreforening har fået et stort tilskud til en eldreven ladcykel fra klimahandlingspuljen.
Forældrene kan booke cyklen aftener og weekender og dermed nemt komme ud i naturen med deres børn og børnenes venner. I hverdagene står cyklen til rådighed for institutionen mod at cyklen har sin base der.
– Tanken er, at børnene fra de er helt små skal opleve glæden ved at cykle, og at de gør det sammen med folk de er trygge ved – enten deres pædagoger, egne eller vennernes forældre. Så det bliver et naturligt valg for dem at bruge cyklen til transport, fortæller initiativtager Mille Schiermacher fra forældreforeningen.
Byttestation i Hornbæk
Også i Hornbæk er der klimahandling på vej. Her indhenter Hornbæk Private Børnehus lige nu forskellige tilbud på at få fremstillet et solidt bytteskab, der skal stå fast foran institutionen på Sauntevej og gøre det nemt at bytte tøj, børnebøger, legetøj og andet børneudstyr for familier i lokalområdet.
– Formålet er, at Hornbæks børn og forældre skal opdage, hvor godt det føles at bytte i stedet for at købe nyt og smide ud – glæden ved at ting er pre-loved og har en historie, fortæller Sabine Schok, som er forælder i Hornbæk Private Børnehus.
Bytteskabet skal efter planen stå klar til Halloween den 31. oktober, hvor der skal udveksles heksekostumer og andet udklædning.
I Klimasekretariatet glæder man sig over, at de uddelte penge fra puljen er kommet ud og leve.
– Vi er meget glade for at se alt det som foreninger, lokale fællesskaber og andre kan få ud af de her midler. Jeg håber, at det kan sætte nogle tanker i gang og inspirere endnu flere til at søge om penge til klimahandling, siger projektleder Anna Westergaard.
Læs mere om klimahandlingspuljen og hvordan du søger. Frist den 2. september 2024