🎄Nuttede nisser og en Nøddeknækker i vente🎶

En dreng i en Pikachu-kostume kigger på boder med forskellige varer
Allerede fra søndag den 30. november kan du og din familie kaste jer ud i en verden af Pokémon-magi og kreativitet (Foto: Kuto)

Når vintermørket sænker sig over Helsingør, lyser Kulturværftet op med en perlerække af juleaktiviteter, der bringer både varme og glæde til store og små. Allerede fra søndag den 30. november kan du og din familie kaste jer ud i en verden af Pokémon-magi og kreativitet, når vi i samarbejde med YouTuber Alexander ‘Eventyrmand’ Valeur inviterer til en dag fyldt med workshops og sjove konkurrencer.

I december forvandles Toldkammeret til et mekka af kunst og design, når BGK Artlabs kunststuderende åbner dørene til deres julemarked den 12. december. Her kan du lade dig inspirere af unikke keramikstykker, smykker og tøjdesign, alt sammen skabt af lokale talenter. Og hvis du er på udkig efter fransk nostalgi, så besøg vores Franske Brocante juleloppemarked den 20. december.

Musikelskere kan glæde sig til en række koncerter, der spænder fra blues og soul med DR Big Band den 5. december til klassisk skønhed med Helsingborgs Symfoniorkester, der opfører Tjajkovskijs ‘Nøddeknækkeren’ den 18. december. Og selvfølgelig afslutter vi julen med et brag, når Beverly Hills Orchestra spiller op til dans 3. juledag.

Mellem alle aktiviteterne kan du nyde duften af gløgg og smagen af æbleskiver i Spisekammeret og Spisehuset. Her serveres klassiske juleplatter, og den 17. december byder vi på fællesspisning med juletema, hvor vi samles om bordet og deler julens glæder. Kulturværftet er stedet, hvor julens magi bliver til virkelighed, og vi glæder os til at byde dig velkommen.