⚓️Du er inviteret til åbningen af Knejpe Festival 2026

Spread the love
⚓️Du er inviteret til åbningen af Knejpe Festival 2026
Musikere spiller og synger i en stemningsfuld knejpe under hvælvet loft (Kilde: Kulturværftet)

🎶 Oplev stemningen, mød knejperne og se, hvilke artister der får festivalen til at svinge 🎶

Knejpe Festival er tilbage: Det er igen tid til at hive trosserne ind, lægge kursen ud i efterårsstormen og lade Helsingørs fine gamle knejper dirre af musik og historier – måske med et sprøjt nostalgisk saltvand i øjenkrogen. Den 2. og 3. oktober er Knejpe Festival atter klar.

Kom og vær med, når vi åbner dette års Knejpe Festival og sender en weekend fyldt med musik, fællesskab og knejpestemning godt fra kaj.

Tid & sted

Spisekammeret i Toldkammeret

  • Kl. 19.00 Reception
  • Kl. 19.15 Velkomst ved Michael Mathiesen, næstformand for Kultur- og Turismeudvalget i Helsingør Kommune
  • Kl. 19.25 Hilsen fra knejperne ved Tina Standhart, talsperson for knejperne og indehaver af Holger Danske Bar
  • Kl. 19.35 Intro til aftenens koncert og festivalens musikalske kurs ved Christian Dürr Henriksen og Kinneret Sarusie, nye musikalske ansigter på Knejpe Festival

Herefter samles vi om en fællessang, og kl. 20.00 går startskuddet til Knejpe Festival i Toldkammeret og på knejperne rundt omkring i Helsingør.

Årets musik byder på alt fra folk og viser til rock, blues og festlige fællessange. Rundt omkring i byens knejper kan du opleve både lokale favoritter og stærke live-navne, der skaber den særlige stemning, festivalen er kendt for. Glæd dig til en musikalsk jordomsejling, hvor både dæksplanker og dansegulve kommer i høj sø.

Knejpe Festival er Helsingørs hyldest til sømandsmusikken og den maritime kulturarv. Festivalen løber af stablen på ni af byens værtshuse, caféer og scener: Axelbar, Axelhus Bodega, Borgerkroen, Café Valdemar, Hold An, Holger Danske Bar, Københavneren, Skum Ølbar og Toldkammeret.

Vi glæder os til at se dig til en uforglemmelig weekend!

Praktisk information

Dato: 02-10-2026
Tid: 19:00-20:00
Sted: Spisekammeret i Toldkammeret